Den spæde begyndelse

Hej! Malthe her. Jeg er førsteårselev her på RCNUWC, og oprindeligt fra Sydsjælland.

Vi nye, og til tider ganske grønne, førsteårselever har nu været på skolen i knap tre uger. Den første tid har været ganske overvældende, om ikke andet. Vi lagde ud med en uges intro, arrangeret smukt af vores andenårselever. Det var på mange måder et udemærket valg at starte lidt blødt ud med en ikke-akademisk uge. Skolen tager nemlig en del tid. Jeg hører ofte opmuntrende fra de lidt mere garvede UWC'ere at jeg blot skal vente og se, men allerede nu kan jeg godt mærke intensiviteten rent akademisk her. Selvom lektiemængden her varierer meget fra fag til fag er den ikke lille. Men på den anden side går det overraskende nemt med at lave dem. De fleste lærere formår nemlig med deres forskellige, men alle utroligt markante karakterer at spire en entuisiasme for et hvilket som helst fag. Jeg er netop vendt tilbage fra mine første time med den noget campist-lignende Human Rightslærer Matthew Buttsworth, der som kendetegn altid tøffer afslappet rundt med en kaffekop i den ene hånd og en paraply i den anden. Dagen i dag bød desuden på endnu en time af Environmental Systems, der er alle humanisternes naturfag. Det resulterer i nogle meget skandinavisk dominerede klasser. Heldigvis ved vores sydafrikanske lærer udemærket, at vi i den klasse ikke nærer den store interesse for videnskaberne, og undervisningen er derfor meget hands-on; timen i dag gik med at strække et 46m langt reb ud for at symbolisere Jordens historie, og herefter placere elever ved væsentlige begivenheder. Han har desuden en skøn, meget afslappet undervisningsform, og ynder tilsyneladende at bruge den meget beskrivende frase "hell-of-a" med et fantastisk, nærmest rullende h ("E=mc^2. One hell-of-a little amount of mass multiplied by one hell-of-a big constant c can equal one hell-of-a big amount of energy" - Einstein simplificeret skønt i Environmental Systems). Desværre har klasseværelset en betagende udsigt ud over Flekkefjord, så det kan til tide være svært ikke at falde i staver.

I det hele taget er naturen ganske fantastisk her. I dag er tredje dag her med højt solskin, og på dage som denne værdsættes den spejlblanke fjord og de meget idylliske fjelde i høj grad. Som regelt drukner glæden over disse lidt i banden over den konstante nedbør. Jeg mangler i høj grad et kamera heroppe (og kan altså også derfor allerede nu undskylde for manglen af billeder i dette indlæg) - der er mange ting heroppe, det indbyder til forevigelse. Scenen i går, f.eks., hvor Lauge og jeg bevægede os fra den ene anden af campus til den anden i ét regnslag (i bedste "to-personer-i-en-hest" skolekomedie-stil) ville jeg gerne have set udefra.

Mit værelse består af kroatiske Igor, svenske Erik, peruvianske Aladino, sydafrikanske Koketso og jeg selv, hvilket indtil videre forløber smertefrit. Vi har desuden både en mentor og en advisor, hvilket umiddelbart for mig virker som en god ordning. Det er et godt sikkerhedsnet, og det kan være godt at have en forælder-lignende figur omkring en gang i mellem. Jeg er blevet tildelt den meget spinkle, men også meget omsorgsfulde og hyggelige norske mentor Reidun, og den helt absolut fantastiske ghanesiske advisor Daniel. Aldrig før har jeg mødt et menneske der på alle måder udstråler livsglæde og overskud som denne tilsyneladende velbespiste afrikaner. Han udstråler komplet ro, og har til alle tider en opmuntrende metafor for livets problemer. Hans kone er desuden en glimrende kok, hvilket formentlig viser sig at være et glimrende afbræk fra maden i Kantina, der desværre er af noget svingende kvalitet. Den er da spiselig, bevares, og til tider endda god - men når de lokale favoritter høne eller labskovs står på menuen vælger de fleste selv at lave mad. Hvilket i øvrigt er hyggeligt. Det er en fantastisk, om end for mig stadig noget surrealistisk, oplevelse at kunne sidde ti til bords til pasta m/ Dolmio og hermed kunne repræsentere fem kontinenter.

Det er i det hele taget på mange måder de små ting, der gør UWC til hvad det er. Forleden aften, på vej hjem fra vores ikke-alkoholiske fredags-café Snikkarbua, i følgeskab med en tysker og en nordmand blev jeg på det nærmeste overfaldet af den kraftigt artikulerende italiener Salvatore, der var overbevist om, at han havde set nordlys. Det skulle senere vise sig at være i en sky, så vi slog over i en diskussion om italiensk filmkunst, og jeg så snart herefter mit første stjerneskud. Så aftenen var ikke en total fiasko, rent astronomisk set.

Men jeg runder af. Jeg har planer om at skulle nå igennem lidt lektier nu her inden gastronomien igen folder sig ud i kantinen, og hvis der blev plads til skype og/eller lidt socialt liv også er det altid en velkommen glæde heroppe!

Malthe