Slutningen

2 år endte

2 blogs, 299 nye bekendtskaber, 8 forskellige room-mates fra lige så mange lande, utallige morgener i regn og slud, utal af fester, mange samtaler om ubegribeligt mange svært begribelige emner.

Voldsom indsigt og udsigt. 

En total forskydning af ens sociale tyngdepunkt. 90% af alle Facebook kontakter er UWC-relaterede på sin vis.

Ser kun gamle venner fra Svendborg meget sporadisk og uorganiseret.

Apropos internetbaserede fora, så ligger verden nu helt og aldeles åben. 

Tænk at blive student fra UWC i 2008 fremfor 1988. Dengang døde al kontakt, der lå uden for hvad man satte sig og skrev i hånden og sendte med FRIMÆRKE til en adresse man kun vagt håbede på.

Flere eks-elever har sagt det. Man møder aldrig samme ånd noget sted. Ligegyldigt hvor hårdt man prøver, leder og efteraber. 

Man møder aldrig samme cocktail af energi, nysgerrighed, vilje, gåpåmod, trang til at ude på overdrevet, overskud til at falde på halen, åbenhed, goodwill, fleksibilitet, empati, intellekt og rå lyst til skabe lykkelige stunder med folk man endnu slet ikk kender.

Jeg tror aldrig det sker igen. At være i selskab med så mange rummelige, fler-facettede, ambitiøse og intelligente mennesker.

Det skaber en tryghed i ens videre liv, vil jeg mene. Der er en tryghed i bevidstheden om at de ER derude. De gode mennesker, der vil og kan.

Det er kun et spørgsmål om at finde dem. At drive det så vidt man kan.

Oplevelsen var jo heller ikke blot rosenrød. "Det er ikke sjovt på Bon Bon Land-måden - det er det på den hårde måde" som en tidligere elev fortalte mig før jeg rejste. Det er helt og aldeles sandt.

Hvad der er helt sandt, er at man får set ekstremerne. Man lever ekstremt og intenst og derfor husker folk det som de mest formative år i deres liv. Men ligesom der er ekstrem godhed og altruisme, ligeså pressede og stressede kan folk blive. Der er jo også splid og fnidder og et til tider himmelråbende tab af perspektiv. 

Det ER også hårdt. Man får sovet for lidt. Snakket for lidt med de søde mennekser. Sagt de forkerte ting. Prioriteret forkert. Trådt utilsigtet over tær. Forsømt muligheder. Kollapset i balance-gangen mellem det sociale og det akademiske. Tabt humøret. Ikke givet det bedste man kunne... men jeg forsøgte.

Jeg gjorde de ting jeg drømte om. De ting jeg forestillede mig, første gang jeg så brochuren for UWC på en tilfældig hylde på en japansk high school i 2005:

Jeg har haft en etiopier, japaner og nepaleser med hjemme til jul. Er blevet bedste venner med folk fra Paraguay, Malaysia, Vietnam, Singapore og Haslev. Lavet div. groteske optrædender, der blev fede fordi folk havde gejsten (tak Aske!). Vildest af alt var den hjemmebryggede Zulu krigerdans med Kopano fra Lesotho, der blev eksponeret langt længere end dens egentlige kvalitet kunne strækkes. Men vi gjorde det :)

Læste historie i et klasselokale med folk fra 12 foreskellige nationer der GAD det. Hvor var det vildt. Blev undervist i filosofi i et loftslokale med panorama-udsigt over fjorden af verdens mest dedikerede lærer. Endevendt alle argumenter i en diskussion om skabelse med en fundamentalistisk kristen. Mødt Dronningen af Norge og Erling Olsen. Stået i øsende regn midt om natten på en kold bådebro med en gut fra Wales, fordi han heller ikke kunne sove. Været til julefrokoster med folk, der tænkte PRÆCIS det samme, da de var afsted for 10-15-20 år siden. Danset og danset hele natten lang den sidste aften. Den sidste energi blev presset ud. Vi formåede da at smile og tude i flok dagen efter, da bussen forlod Flekke. Helt og aldeles den samme bus, som var kommet med os knap 2 år før. 

Det var solskin på samme måde den dag.

Og så efter alle overvejelserne besluttede jeg at søge ind på Københavns Universitet fra næste år. Selv efter det utal af uni-brochurer vi alle tærskede igennem på lokummet i vores dorm, hvor de hobede sig op. 

Det var fristende at tage ud igen. Meget. St. John's College i Maryland er stadig verdens bedste sted at uddanne sig. MEN så ikke. For det er ikke i København!

Nu bliver jeg. Efter den ladeste sommerferie i hele mit liv, flyttede jeg til Frederiksberg. Arbejdede til dagen og vejen gjorde en dont i UWC PR sammenhæng. 

Nu skal jeg på musikhøjskole i Vig om 2 uger.

Bruger også en del tid i en frivillig organisation startet af UWC'ere. Vi bekæmper malaria i Sierra Leone. Ingen er ældre end 23, men hold fest hvor det funker.

Se herligheden på www.gmin.org

Det var det!

Tak fordi du læste med.

2 år, UWC og en IB senere - Lauge, Fateh, Gro, Aske og Sara fra Danmark

Aller sidste filosofi-time

fra venstre:

Summer, Mrunmay, Min Sern, Filipa, Dag, Ingrid, 

Valerie, Anna, Hanna, Sanela, Lauge

I efteråret rejste jeg rundt i USA i 3 uger. Besøgte New York, Princeton, Philadelphia, St. John's College i Annapolis, Earlham college i Indiana, Uni. Chicago og Macalester Uni. i Minnesota. Fantastisk. Boede og spiste gratis og besøgt UWC-venner alle steder.

- Her med Sabrina fra Singapore ude af en tangent i NY. I Flekke udviklede hun en passion for folkedans, som hun holder ved lige hver onsdag, når hun tager en times tog fra Princeton ind til den lokale klub downtown.

Comrade Lauge og Comrade Ruben

- Sidste vue over fjeldet