Om fødselsdage og kommende fædre

Malthe

En lille uge siden sidst, og hvad der føles som evigheder siden undertegnedes sidste bidrag. Jeg kan ikke beslutte mig for, om tiden heroppe går hurtigt eller langsomt. På den ene side føles det som om, at jeg har været her for altid, men på den anden side er den sidste måned gået stærkt. Dagene, hver for sig, går stærkt. Ugerne endog også. Jeg kom her på en onsdag, så jeg går gerne og bliver sentimental når vi som i dag har onsdags-rengøring (hvor jeg i dag endnu en gang har overrasket med hidtil usete hygiejniske facetter af min person i rengøring af badeværelset). Jeg er nu halvvejs igennem den første periode heroppe, der slutter ved november-break, den ugelange ferie, hvor jeg som den ene af to danskere har prioriteret af komme hjem. Jeg vender snuden hjemad d. 2 november og har så tid til at lappe lidt på afsavnet hjemadtil i små ti dage.

Siden sidst har jeg haft min første fødselsdag uden for familiens unægteligt trygge skød. Så da klokken slog 00:00 i det lokale ungdomshus, hvor vi netop da afholdt vores første alkohol-fest, blev jeg sammen med min værelseskammerat Aladino fejret. Min danske, og på dette tidspunkt lettere beduggede, co-year Mads insisterede på at bære mig rundt på skuldrene til fødselsdagssang og herefter en imponerende mængde knus fra alle sider. Og næste morgen trodsede en trofast skare af danskere tømmermændene og besluttede sig for at vække mig på sengen, hvilket resulterede i en overraskende hjemlig følelse med kage, rugbrød og en masse dejlige breve og pakker hjemmefra!

Ellers forløber tingene meget slag-i-slag. Hver dag er fyldt med en masse nyt, men livet heroppe er så småt ved at blive til hverdag. Dagene begynder at flyde lidt sammen på en meget behagelig måde, og vi første-års begynder så småt at kunne indgå i lidt flere sammenhænge uden først at skulle introduceres. Især er jeg begyndt at få en fornemmelse for fagene, og har fået en fagkombination jeg er godt tilfreds med. Faget Human Rights med den førnævnte australier Matthew Buttsworth er en hidtidig yngling. Faget byder på en overraskende lav lektiemængde, og ellers en masse interkulturel debat i timerne. Interessant var især en debat om opdragelsesmetoder, der hurtigt gik over til spørgsmålet: "Må man slå børn?". Overraskende, og ganske skræmmende, var det, at vi måtte sidde blot tre i den seksten mand store klasse og argumentere imod! Selv elever fra så vestlige lande som Schweitz, Holland og Portugal var udtalte tilhængere af vold som opdragelsesværktøj. Da en isrealer begyndte at fortælle om, hvordan det eneste der fik hendes ADHD-ramte lillebror til at tie stille var korporlig afstraffelse, måtte jeg holde kraftigt igen på temperamentet for ikke at få ytret flere superlativer end højst nødvendigt.

En anden ting, der i dag fik mig til at spærre øjnene helt op var en lidt dyberegående snak med min Sydafrikanske værelseskammerat Koketso. I kantine-køen spørger han mig pludseligt, om jeg tror, at han kunne gøre en god far. En måske nok lidt akavet samtaleindleder, men jeg svarer høfligt, at det bliver han da givetvis. Det viser sig imidlertidig, at den kære 17-årige Koketso om ca. seks måneder bliver far til et barn i Sydafrika. Jeg må indrømme, at jeg til at starte med troede han tog gevaldigt strøm på mig, men det viser sig desværre, at det er en sand historie. Men man må sige, at han tager det med ophøjet ro. Han nævnte da også, at det lod til at ophidse mig mere end han selv - hvad han givetvis har ret i. Men kulturkløften er så stor, er det i mit hoved slet ikke lader til, at situationens alvor er gået op for min i øvrigt elskelige roomie. Han kunne på en tør sidebemærkning med et skævt smil ytre, at "babies are what makes the world go 'round, man". Ydermere viser det sig så, at han ikke er sammen med denne pige mere, og at han ej heller har planer om at skulle hjem til fødslen - eller i det hele taget efter hans ophold på college. Jeg var ret splittet; på den ene side var jeg dybt fascineret af den massive kulturkløft der var imellem os - på den anden side frustreret over hans noget nonchalant indstilling til hans kommende faderskab.

En anden, mere munter, oplevelse var forleden dag, da jeg sidder nær vietnamesiske Tui Qui, der prøver at skrive noget til vores førsteårs-show. Pludselig vender sig om, og spørger mig: "Do you have sense of humour?". Hun havde brug for noget sjovt til hendes stykke, og det mente hun ikke selv at kunne kapere. Tui Qui har blandt flere af os danskere har opnået lidt af en kult-status. Hun har besluttet sig for ikke at ville ende som tidligere vietnamesere, der har været ganske asociale, og er derfor meget udadvendt på en måde, som hun tydeligvis ikke er vant til hjemmefra. Det bliver tit lidt kejtet. Men hun er sej, og i øvrigt vellidt.

Det var vist nok nyt og gammelt for nu. Resten af dagen består af lidt lektier, lidt mad (vi fik høne i går, og resterne blev forhåbentligt spist op hertil frokost!) og så en fin blanding af socialt liv og skype ud på aftenen.

Over and out,

Malthe