Malthe her! Pinligt lang tid sidst, men nu er jeg her med et blogindlæg!

Hvad er der sket siden sidst? Meget. Så jeg nøjes med det der er sket nyligt. November Break; jeg havde en fantastisk uge hjemme. Som jeg har snakket med nogle heroppe om, så er en del ting ved UWC man først værdsætter når man er væk herfra. Det her bombardement af kultur bliver meget hurtigt taget for givet, og det er først når man kommer hjem, at man for alvor værdsætter det. Det gik op for mig, da jeg kom hjem, i overensstemmelse med målsætningen med United World Colleges, at jeg var holdt op med at tænke over forskellighederne. For de er meget små, og de der er er meget ubetydelige. Jo, nogle østeuropæere snakker engelsk uden artikler, og man lægger bestikket på en anden måde når man er færdig i Venezuela, men alle de ting er jo i det store hele underordnet. En af farerne heroppe er, at man begynder at tage tingene for givet. Der er så meget heroppe, der bliver hverdag. Men en gang i mellem sker det så til gengæld også, at man får en god kulturel rystetur, der ofte nedbryder en eller anden stereotyp. Især bed jeg mærke i, at en dreng og en pige fra hhv. Vestsahara og Uruguay sammen stod bad initiativet til en Counter Strike (computerspil, red.) turnering umiddelbart før ferien, hvilket for mig var en øjenåbner.

Meget apropos både øjenåbner og Vestsahara var vi i fredags så heldige at have den kvindelige menneskerettighedsforkæmper Rabab Amidane fra Vestsahara ude og lave en yderst vellykket, tankevækkende og rørende præsentation om situationen i hendes hjemland. Personligt indrømmer jeg gerne, at jeg ikke havde hørt navnet før. Men det viser sig, at efter Morocco invaderede landet for omtrent 30 år siden er lokalbefolkningen, Saharawi, på alle måder blevet diskrimineret og mishandlet. Deres kultur undertrykkes, deres flag anderkendes ikke, og man lærer børn i skolen komplet forkerte ting om landets historie. Mest rørende var dog en serie billeder af hende selv, venner og familie der efter fredelige frihedsdemonstrationer var blevet slået gule og blå. Et billede af en veninde, der havde fået fjernet øjet under tortur. En beretning om broderen, der var blevet smidt i fængsel i fem år for at være menneskerettighedsforkæmper i landet. Og landet Vestsahara, der nu styres hårdt af den Moroccanske politistyrke, anerkendes simpelthen ikke af et eneste land i den vestlige verden. Hvorfor ikke? Vi køber olie af Morocco, og eftersom ulykkelighederne dernede ingen medieopmærksomhed får er der ingen der gør noget. For mig, og de fleste andre, var det lidt af en øjenåbner. Oplægget blev efterfulgt af en spørgeseance, hvor hun bl.a. blev spurgt til, om hun ikke ville blive straffet for at vende tilbage til Vestsahara. Hun svarede at jo, men at nogen måtte jo sprede ordet, og da hendes hus alligevel bliver ransaget flere gange månedligt gjorde lidt fra eller til ikke det store; "someone has to sacrifice something," som hun sagde. Oplægget sluttede af med spontant stående ovationer fra publikum.















Rabab selv forrest i midten foran et overentusiastisk publikum i auditoriet. Bemærk flagene i baggrunden. De hænger hele vejen rundt i salen her.

Ellers er alting vist ved det gamle. Julen nærmer sig hastigt. D. 8. december drager jeg igen til Danmark. Inden da skal der bl.a. klippes danskerjulepynt til noget endnu ikke anskaffet dansk julemusik d. 30., og jeg er blevet udset af vores housementor Reidun til at pynte vores juletræ da jeg er høj nok til at sætte stjerne på. Glæder mig lidt til, at vi et par stykker skal ud og fælde et i naturen over weekenden. Back to nature! Den er i øvrigt køn for tiden, naturen. Det er ubehageligt koldt med al sneen, men der er nogle vældigt betagende landskabsbilleder, når alt her er hvidt. Når man da kan se noget. På en god, skyfri da er er der vel en 2-3 timer, hvor solen når op over bjergene. Men så er stemningen også desto meget bedre. Alle spæner udenfor med et stort smil på hver gang solen ses. Det er lidt af et syn.

Men omtrent nu åbner Operation Dagsværk cafeen, der er endnu et kagesalgs-fundraising projekt. Det smager jo godt. Og til en god sag? Så ikke mere herfra for nu.

Malthe