En ny start

Hej til alle potentielle læsere.

Dette er første gang Aske skriver en blog, men han har altid været dybt fascineret af Lauges, så han har ikke tidligere følt et behov for at konkurrere mod denne.

I dag er det den femogtyvende november, og der er blot to uger tilbage før dette semester ender. Det hele har gået så hurtigt forbi. Jeg sagde i august, at jeg bare lige skulle få mine store opgaver færdiggjort, og så kunne jeg for alvor bonde med alle de nye dejlige første-års. Men mine store opgaver ligger der stadigvæk, endog i en sådan grad at selv ikke mit første udkast af Extended Essay er blevet skrevet. Jeg har også lavet utroligt lidt på dette de sidste tre måneder, så det hele er endt i et halvhjertet forsøg på at være pligtopfyldende over for lærererne og samtidig udfolde mine sociale aspekter mens jeg prøver at virke som om jeg har overskud.

Dette må ændres har Aske nu besluttet sig for.

Han gidder ikke være her uden at få en tæt og fortrolig kontakt med en masse første-års mennesker. Jeg vil lade de andre om at stresse omkring skolen, og være perfektionistiske i deres afleveringer og skoleliv.

Hvis man snakker med lærerne om dette, er langt de fleste faktisk enige om, at vi laver alt for meget med skolen og, at vi burde bruge længere tid på UWC-tid (til trods for at selvsamme personer giver os en del opgaver for).

Flere i min omgangskreds er de seneste dage brudt sammen i gråd over deres "stress" og alt de har at lave (ok, Stines gråd var pga. af andre ting, men dog), og jeg forstår dem godt, jeg vil bare prøve at barrikadere mig selv mod dette.

Det var da en lettere deprimerende introduktion...

Hmm. Jeg tror jeg i dette blogindlæg vil fortælle om alt det der er sket den sidste måned, og vil ske den kommende måned - men i kort version.

Jeg holdt endeligt min præsentation omkring Bornholm to dage før November Break, og jeg bliver helt stolt ved tanken. Hehe med ikke ringe selvtilfredshed vil jeg nærmest sige at jeg tror folk kunne lide den.

Jeg fortsætter kampen! Den skal være mit udadvendte tegn på at jeg er en person der ikke blot går op i kæreste og skole.

Jeg har planer om at gå over i historien om Bornholms selvstændighedskamp - selvom det ikke umiddelbart ser lyst ud. Jeg forsøgte at værge en svensk journalist fra Aftonbladet til at skrive en artikel om det (for Sverige burde jo egentligt have et større ansvar over for Bornholm, end Danmark), men hun lo, vendte sig om, og gik.
Nå.

så prøver jeg min kamp på Facebook! Og det lykkedes tildeles. En journalist fra TV2Bornholm skrev til mig, efter jeg havde skrevet et indlæg der opfordrede til revolte blandt oversøiske bornholmere. Journalisten spurgte om jeg kendte nogle på Bornholm som delte min opfattelse, da det kunne være interessant at inddrage det i valgkampen. Jeg skrev en lang historie tilbage om hvad Bornholm betød for mig personligt, og hvordan og hvorfor Bornholm skulle udvikle sig. Jeg reffererede til eksempler som Singapore og Malta. De fleste ved vel at valget var for to uger siden, og journalisten har ikke kontaktet mig igen... det var vist en fuser.

Til gengæld fik jeg betalt 377 Nok for at overrække skolen et bornholmsk flag =)

Her i sidste uge havde vi en geografi-interhouse-competition. Jeg har altid selv elsket geografi, så jeg ville helt klart være med. Jeg prøvede at få et hus-hold stablet på benenene, og heldigvis var der en svensker der er intet andet end et geografi-geni (autist ville være ondt at bruge). Han kan stort set samtlige hovedstæder i Afrika, hvilket jo er en underlig, men trods alt, respektfuld måde at udnytte sin hjernekapacitet på. Men denne geografi-snak led til at jeg talte op hvor mange lande jeg har været i. Varierende efter definitionen på et land og på verbet "at være", er det et sted mellem 29 og 32. Jeg troede lige at det var mange, men det tog mig kun fem personer i denne smeltedigel af internationalhed at finde en der havde været i flere. Min banemand blev også en landsmand; Sara Abawi - der snildt sagde "lidt over fyrre"... og så røg Askes humør ned igen fra det euforiske niveau.

Man tænker desværre for lidt over det, men det er jo nogle fantastiske folk der er her. De fleste har en god grund til at blive valgt, og der er så mange historier der er for få der ved noget om.

Til siden ses de fem vi bor på mit værelse i år. Bare disse personer er fantastiske, jeg kan bare ikke sige ærligt at jeg kender dem voldsomt godt endnu. Det gruer mig lidt må jeg indrømme.

Natalino og Gagan er fantastiske første-års elever. Gagan kommer fra SOS-børnebyerne på østkysten af Indien. Jeg forstår endnu ikke hvordan disse børnebyer helt fungerer, eftersom jeg troede det var til forældreløse børn. Det viser sig dog at Gagan har forældre, men det lader ikke umiddelbart til at han savner dem. Det han savner er hans venner, og hans kæreste som svigerforældrene har forbudt ham at se. Natalino savner vist det meste. Han hader laks og brunost, men savner vist at synge proffesionelt, han savner at tale Talum og Portugisisk og jeg tror at savner familie og ikke mindst kæreste, lige så meget som Gagan. Han skal desværre ikke hjem til Timor i juleferien, selvom jeg tror han ville kunne have godt af det. Gagan har på mystisk vis fået forført billet-booker-damen Annette til at give ham en returbillet til Indien, på trods af et tidligere nej fra skolens side. Jeg tror han glæder sig til at komme hjem, både til sin familie og til sin skole.

Jeg fik en lyst til at skrive i dag eftersom jeg har været lidt melankolsk i dag. Jeg synes her er så smukt på UWC. Jeg sad akkurat i biblioteket med en stille kinesisk dværg ved min side, mens jeg kunne høre nogen spille klaver på den anden side af væggen. Jeg synes det er smukt og fantastisk at folk har overskud og humør til at være så åbne og glade som de fleste er, og spendere deres nat på at bære omkring 900 sko 150 meter væk fra deres oprindelige position, og lægge dem alle i en stor rodebunke der mest minder om glasmontrer fra Auschwitz med "jødesko".

Jeg elsker det, og jeg synes vi skal have flere aktive, livlige ting... Måske skulle jeg begynde at spille på trompet i kantinen, eller klæde mig ud som klovn og give bolcher til christmas show, eller have flere spontane gang-besættelser i husene, hvor lænestole, sofaer, småkager, elkedler og kaffekopper går op i en højere endhed i et virvar af overraskede folk, og kvalitetssamtaler mellem alle... Udbygge dette som koncept, jo, det burde man da gøre... Jeg vil købe ind til det imorgen i Flekke, så vi rigtig kan få sat gang i noget hygge =D

I mangel på bedre, vil jeg til sidst indsætte et billede af Færøerne. Jeg har intet kamera, og min computer med billeder af skolen på, blev kørt over af en større familiebil. Færøerne skal man heller ikke kimse af, fint er der da. Billeder af min tur til Polarcirklen findes på Facebook (ikke min profil), og jeg tror en dag jeg vil sætte mig ned og få dem samlet.

I mit næste blog-indlæg kommer der måske et billede af hønseskidning på Bornholm, men indtil da vil jeg ønske dig en rigtig god dag, og hhvis du kom så langt, så tak fordi du gad at læse det hele.

De kærligste hilsner, fra Aske, i Norge - bag to fjorde og tre bjergkæder.