Da jeg startede på RCN UWC i 2006 havde skolens første årgang netop haft deres 10 års reunion. Jeg kan huske, det virkede helt ubegribeligt på mig. 10 år! Det var lige så længe som hele folkeskolen tog. Med andre ord ca. samme uendelige ocean af tid som spændet fra jernalderen til månelandingen. Men det måtte ske. Tiden gik og vi var tilbage, ca. halvdelen af årgangene ‘08 og ‘09, til vores egen genforeningsfest.
Otte af os lejede en bus fra Malmö og kørte hele vejen under ledelse af det organisatoriske supertalent Lisa (some people never change). Svenskere, danskere, en polak og en hviderusser. Følelsen af eventyr ramte mig allerede i Göteborg, da jeg så Tove sidde og vente med en bog op ad et træ. Jeg havde ikke set hende i 10 år. Hende kunne jeg også være blevet bedste venner med under andre forhold. Hun var én blandt den overflod af kapaciteter, jeg brugte 2 år med i Flekke for et årti siden. Den helt særlige stemning begyndte igen. Følelsen af det ekstraordinære, at være tilbage i drømmen, den anden dimension man havde forladt og næsten glemt. Vi var blevet næsten voksne i mellemtiden, men skulle nu på weekend tilbage på Ønskeøen. Shangri-La for enden af fjorden bag bjergene på den norske vestkyst.
På turen op gennem det skiftende landskab delte vi anekdoter og gamle vittigheder. Mange episoder fra dengang stod lysende klart i hukommelsen igen. Den indforståede jargon kom hurtigt tilbage. Stemningen blev tykkere. Hele den gamle komplekse følelse fra dengang vældede frem: et sammenrend af sneklædte bjergtinder, myseost, akademisk spidsrod, kano-ture, eksotiske room mates, sene aftensnakke, teenage-drømme i fri dressur, lyde, syn, åbenbaringer og skolens tyktflydende mytologi. Minder knyttet til næsten hver en bjælke og sten. Når jeg tænker tilbage på dengang, er det ikke så meget de konkrete situationer, der står frem. Snarere var det en følelse af at være blandt folk der ville og kunne. Folk der stræbte efter noget smukt og noget bedre. Det flygtige lysende glimt i folks øjne, når vi stræbte efter at transcendere denne verdens konventioner: Hegels idé om en bevægelse gennem historien. At være på UWC var som at være det yderste af den bevægelse. Historiens spydspids. Toppen af Himalaya ved Shangri-La. Man gik fra at være et objekt, der blev handlet på og så katapulteret til en situation, hvor man var et handlende subjekt - noget der pludselig skubbede på verden. Man skubbede sammen med en masse andre i alle former og farver og kom til et punkt, hvor man vitterligt var helt ligeglad med racer, religion og nationalitet. Og det var dét, der betød mest. De uendeligt tætte relationer til andre, man ikke kendte på forhånd, men allerede delte ånd og idé med før man mødtes. Vi modnedes ikke blot sammen, men på grund af hinanden gennem den skærsild som UWC også var. Jeg tænker nogen gange, at det må have været som at være i krig (bestemt uden sammenligning i øvrigt). Det bånd der opstår, kan udenforstående kun få en abstrakt teoretisk forståelse for.
På turen hørte vi en nostalgi-spotify liste med numre fra dengang. Vi grinede og skrålede med på amerikansk folk, svensk pop, afrikanske trommerytmer og indiske Bollywood soundtracks: Lydtæppet fra vores ungdom. Da listen løb tør, tog vi en runde og delte historier på skift fra vores liv. Vi prøvede at styre uden om højtlæsning af LinkedIn-profilen, men fokuserede på vores mest skelsættende subjektive succeshistorier det sidste årti. Det blev til nogle rørende beretninger om liv og død og kærlighed og sygdom og erkendelser i alle retninger.
UWC gav mig uendeligt mange ting. Bl.a. et bundsolidt netværk både i Danmark og udlandet. UWC er grunden til at jeg har - med venner derfra - gået guidede ture i Tel Aviv, været til rooftop parties i Singapore, binged Rick & Morty i San Francisco, drukket cocktails på Harvard Law School, lært spansk på en legeplads i Mendoza, delt myggenet ud i junglen i Sierra Leone, kørt på scooter i Saigon, startet en efterskole på Als, osv., osv., osv. i det uendelige. Der blev trådt nogle barnesko i sandkassen og man lærte virkelig noget om basal kommunikation, projektstyring og at relatere direkte til folk (ofte på den hårde måde, vel at mærke. Der var mange uskønne forsøg undervejs). Den dag i dag ser jeg stadig blot 3 venner fra højskolen, 2 fra Københavns Universitet og så en 40-50 stykker fra UWC.
Det var også en akademisk bootcamp uden sammenligning. De helt basale færdigheder blevet kørt ind. Selvom det bestemt ikke altid kun var rart, er jeg uendeligt glad for den viden og selvtillid det gav. Jeg blev siden uddannet psykolog og trak, under studiet, på den nådesløse anglo-amerikanske mentale disciplinering som IB’en også var. Det rakte helt til specialet. Det var en leg. Fordi det helt basale bare var på plads.
Selvom de 2 år var fantastiske, havde det bestemt også sine skyggesider. Der var nogle ekstremt dygtige lærere, men guderne skal vide (og jeg håber, de tager notat), at skolen ikke var et organisatorisk vidunder tilbage i vor tid. Den nye rektor gav en velkomsttale, da vi ankom og ‘viben’ syntes bestemt sundere, med et klarere fokus og en mere ydmyg attitude. Ligeså er der er sket meget på mental health fronten siden da. Mere bevidsthed.
Dengang forstod jeg ikke rigtig dynamikkerne grundet min blåøjede, ungdommelige naivitet. Det satte nogle ting på plads, da jeg læste Alexander Solsjenitsyn for nogle få år siden og lærte om utopiens dynamikker og mørke slagsider. Dér så jeg, at det perfekte ej blot aktiveres ved at trække i et håndtag én gang og sige de rigtige ting. Det er svært at skabe himlen på jord, når folk medbringer alle deres intakte neuroser og skygger. Jeg så, at det gode kun skabes gennem aktive handlinger og anerkendelse af egne begrænsninger. Hvert minut kan man træffe mange valg om, hvilken retning man går i og djævelen lurer potentielt i alle sind på hver side af den smalle sti. Men de fleste traf de gode og venlige valg. De ville noget mere og bedre. Det sås i de flygtige lysglimt i mine venners øjne.
Selve reunion var i bogstaveligste forstand en fest. Programmet var løst sammensat og det var godt. For mange af os skulle sove igennem efter at feste til den lyse morgen tre nætter i træk. Det blev også til lidt kayak og plenum-debat for mit vedkommende, men jeg prioriterede nogle solide catch-ups med fortidens ansigter. Jeg fik snakket med mange af de gamle kendinge, men 2-3 gange var det med medstuderende, jeg ikke havde vekslet to ord med, da vi gik der. Dem kunne jeg også være blevet bedste venner med. Det fortalte jeg dem.
Vi badede i fjorden hver dag og dansede og dansede hver nat. Den sidste aften sad jeg på en stol - mat og flad og mæt og kiggede ud på alle karaktererne, der havde hvirvlet rundt i mine drømme i 10 år, men nu var manifesteret i kød og blod foran mig. Jeg måtte næsten knibe mig armen, for vi var virkelig tilbage i den dimension for en kort bemærkning. De så så glade ud, mens de dansede rundt og talte i små grupper langs periferien. Vi var også blevet ældre. En vis fred havde sænket sig over folk. Færre neuroser. Mindre teenage-angst. Vi havde lige haft de første par kærester og jobs og tog ikke længere tingene så tungt. Og folk lavede alt muligt: Biolog i Beijing, ingeniør i Guatemala City, børsmægler i London, kunst-konservator i Tokyo, folkeskolelærer i Zürich, journalist i Sao Paulo, EU-embedsmand i Bruxelles, grafisk designer i Los Angeles, restaurant-ejer i Madrid, snedker i Bristol, økonomiprofessor i Bergen, klimaforsker i en økologisk hippie commune i Boston, kaffe-importør i Washington DC, aktivist for indfødte indianeres rettigheder i Asuncion osv., osv., osv. Deres øjne lyste op igen, mens de fortalte og fortalte og fortalte.
På vej hjem tog jeg den første tørn som chauffør i minibussen. Der var en noget anden stemning denne gang. Efter 10 minutter sov alle andre end mig. Vejen snørklede sig gennem det norske bjerglandskab med lavthængende skyer og silende regn mellem de uendelige nåleskove. Det var et langt sejt træk hjem fra Ønskeøen, vores Shangri-La og ungdoms paradis ved fjorden for enden af verden. Selvom det føltes som kun os, var der generationer før og efter og vi var blot én UWC generation. Alle forbundne af den samme oplevelse, der knap kan forklares. Jeg satte Brian Enos musik på anlægget og de langstrakte, følende toner flugtede fuldstændigt med atmosfæren. Vandet rislede ned ad ruder og kinder. På passagersædet til højre for mig lå Lisa krøllet helt sammen - besvimet af udmattelse efter ene kvinde at have stået i spidsen for organisering af hele weekenden plus roadtrip. Hun lyste selv med lukkede øjne.
Flekke Fjord
Frokost i kantinen
Efter fællesfoto
Catch up med Sabrina og Aurimas
Bus-crewet på hjemturen: Lauge, Lisa, Xilo, Marlin, Francesco, Tove, Sara, Turid
Aske & Lauge første uge på UWC i 2006...
... og nu
